Top 10 similar words or synonyms for medunderskrift

connewitz    0.574059

signalvej    0.560971

burghere    0.559603

afgørelserne    0.558959

stedplan    0.549198

præparandklasse    0.547560

anskuelsen    0.537600

statsniveau    0.537283

coolness    0.534879

betegelse    0.533271

Top 30 analogous words or synonyms for medunderskrift

Article Example
Kontrasignatur Kontrasignatur ( («mod»), "signaire" («skrive»)) er en persons medunderskrift på en beslutning, der allerede er underskrevet af en anden. I statsforfatningsretten er kontrasignatur en ministers medunderskrift på et dokument, hvor statsoverhovedet meddeler sin beslutning.
Arvid Lindman Grisebådakonfliktens Løsning gennem Voldgiftsdom og Sveriges Medunderskrift af Østersøaftalen 1908. Siden 1910 den for Udarbejdelse af en samlet
Kontrasignatur I Storbritannien udviklede der sig før 1814 et system, hvor medunderskrift af en ansvarlig minister var nødvendig for, at en beslutning taget af monarken (som personligt var uden ansvar) skulle blive gyldig. Systemet indebærer, at ministeren ved at kontrasignere påtager sig ansvaret for vedkommendes beslutning.
Preussen Efter martsrevolutionen 1848 udarbejdede en meget demokratisk nationalforsamling (maj-november) en frisindet grundlov med dybe indgreb i kongens myndighed, og herefter kundgjorde kongen 5. december 1848 på egen hånd en forfatning med to folkevalgte kamre, men denne ændredes senere i afgjort reaktionær retning. 31. januar 1850 fik den sin endelige skikkelse, dog med visse ændringer (fra 1851—1857). Efter denne var Preussen vel et indskrænket monarki, men kongen, der siden 18. januar 1871 (170-årsdagen efter den første kongekroning) også var tysk kejser, fik dog personlig en væsentlig og afgørende del i statsstyrelsen. Han valgte selv sine ministre (9—10 i tallet) efter sit skøn, uden parlamentarisk hensyn, og udøvede sin myndighed ved et civilt og et militært kabinet, mens hans hærbefalinger som øverste »krigsherre« og hans anordninger som kirkens — dvs. den evangelisk-lutherske kirkes — overhoved ikke skulle have nogen ministers medunderskrift. Lovgivningsmagten delte han med en landdag, der også skulle bevilge nye skatter og fastsætte rigets årlige udgifter. Den var delt i to huse: herrehuset, som 1914 talte 314, dels arvelige, standesherrer og andre adelige stormænd, 98, dels livsvarige, som kongen udnævnte enten på egen hånd, 46, eller efter indstilling fra visse adels- eller godsejer-korporationer, en del store byer og universiteter, 170, altså en overvejende adelsforsamling, og underhuset, hvis 443 medlemmer siden 1888 valgtes på 5 år (hidtil 3) i 256 valgkredse. Valgret udkom vist nok alle 24-årige mænd (valgbarhedsalderen var 30 år), men valget foretoges ved valgmænd, som blev udsete ved det ejendommelige såkaldte treklassevalg: valgkredsen deltes nemlig i mange små stemmekredse, og vælgerne i disse deltes efter skatydelse i tre klasser, der hver udredede en tredjedel af den samlede skat og derfor også valgte lige mange valgmænd, hvor efter samtlige valgmænd under eet valgte de medlemmer, som tilkom den, så at de velhavende klasser fik en overvejende indflydelse. Underhuset havde fuld myndighed over udgiftsbevillingen, idet herrehuset kun måtte stemme over finansloven som helhed.