Top 10 similar words or synonyms for münnich

bodor    0.746253

pfyffer    0.732143

schlodien    0.731566

rigsskatmester    0.730290

mirbach    0.730160

rigsfriherre    0.729646

priebke    0.729096

dombroick    0.728013

barzel    0.726448

oberschütze    0.725320

Top 30 analogous words or synonyms for münnich

Article Example
Johan Burchard von Münnich Gift 1761 med Sophie Frederikke Abercron (25. februar 1742 - 10. november 1775). Hans søn Carl Ditlev Andreas Münnich (1773-1845) og dennes søn Rudolph Leopold Münnich (1802-1881) var begge officerer og forfattere; sidstnævnte deltog med hæder i Treårskrigen og mistede et ben ved Isted.
Johan Burchard von Münnich Han var søn af «Oberteichaufseher» Johann Rudolph von Münnich. Ved farbroderens, den russiske feltmarskal Burchard Christoph von Münnichs, hjælp begyndte Münnich at studere, men da onkelen var faldet i unåde, svigtede hjælpen, og Münnich. blev nødt til 1748 at indtræde som underofficer i Jyske Infanteriregiment, Han blev 1750 sekondløjtnant i Dronningens Livregiment, var flere år på hverving, udnævntes 1759 til premierløjtnant og 1765 til kaptajn imod at betale sin formands og en afdød oberstløjtnants gæld til Krigshospitalskassen samt at udrede en pension. Münnich blev major 1782, oberstløjtnant 1791, oberst 1802, generalmajor samt chef for Oldenborgske Infanteriregiment 1804 og generalløjtnant 1814. I 1805 og 1806 deltog han i troppesamlingerne i Holsten. I 1813 var han kommandant i Rendsborg, og som sådan optrådte han trods sine 85 år med stor kraft og energi, da han 2. december fik Frederik af Hessens ordre til at sætte fæstningen i forsvarsstand. Da Auxiliærkorpset efter den glimrende kamp ved Sehested (10. december) var rykket ind i fæstningen, trådte Münnich tilbage som brigadechef. Død 25. februar 1815.
Johan Burchard von Münnich Johan Burchard von Münnich (6. januar 1728 i Elsfleth i Grevskabet Oldenburg – 25. februar 1815) var en dansk officer.
Ernst Johann von Biron Støttet af feltmarskal Münnich tiltog Ivans moder Anna Leopoldovna sig regentskabet, mens Biron blev forvist til Sibirien. Året efter kaldte kejserinde Elisabeth ham tilbage, men han måtte med sin familie leve i Jaroslavl.
Ladogakanalen Peter den Store bestemte, at for at undgå farten over den store og stormfulde indsø, skulle der bygges en kanal forbi den. Byggearbejderne startede i 1719. Aleksandr Mensjikov gav ansvaret for projektet til sin ven, general Skornjakov-Pisarev, men han måtte til sidst trække sig på grund af anklager om inkompetence, uforsigtighed og langsommelighed. Efteråret 1723 inspicerede zaren personligt byggepladsen, og han var meget misfornøjet med den manglende fremgang i arbejdet og gav ordre om at arrestere Skornjakov-Pisarev. Opgaven med at fuldføre kanalen blev givet til Burkhard Christoph von Münnich, som i stor udstrækning anvendte soldater som arbejdskraft.
Den Danske Frimurerorden Frimureriet kom til Danmark den 11. november 1743, idet Danmarks første loge, "St. Martin", blev stiftet denne dag. Logen, der var en frimurerloge, blev oprettet i København af baron Johann Albrecht von Korff, baron Georg Carl von Münnich, hofmester Georg Nielsen, tysk ambassadør E.F.H. Edler von Heimenthal, hofmedaljør Magnus Gustavus Arbien og kunstmaler Hans Arbien, som alle var medlemmer af storloger i udlandet. "St. Martin" blev opkaldt efter Martin af Tours, fordi den blev stiftet på Mortensdag. I 1749 stiftedes i Oslo Norges første loge, "St. Olai Loge", med den danske loge "St. Martin" som moderloge, og senere fulgte loger i Bergen og Trondheim. I 1745 oprettedes Danmarks anden loge, "Zorobabel", der i 1767 blev forenet med "St. Martin" og fik navnet "Zorobabel til Nordstjernen". Denne loge var nu moderlogen for de norske loger. I 1778 etableredes endnu en loge i København, "Friedrich zur Gekrönten Hoffnung", der i 1855 blev forenet med "Zorobabel til Nordstjernen", som derved fik sit nuværende navn "Zorobabel og Frederik til det kronede Haab" (i daglig tale kaldet "Zorobabel og Frederik" eller blot "Z & F"). Ud fra "Zorobabel og Frederik" er Den Danske Frimurerorden opstået, og "Zorobabel og Frederik" eksisterer stadig i dag som en af logerne i Den Danske Frimurerorden.
Ruslands historie Efter Peter fulgte hans gemalinde Katharina 1. (1725—1727), der regerede under Menschikovs ledelse. Hendes efterfølger, den umyndige Peter 2. (1727—1730), en søn af den henrettede zarevitsch Alexej, stod fuldstændig under indflydelse af dolgorukij'erne, som fjernede fyrst Menschikov fra hans magtstilling. Da Anna (1730—1740), Peters broderdatter, siden 1711 enke efter hertug Friedrich af Kurland, besteg den russiske kejsertrone, søgte dolgorukij'erne og andre stormænd at indskrænke den kejserlige magt, men dette forsøg endte med, at dolgorukij'erne styrtedes, og der dannedes da et kabinet, i hvilket Münnich, Ostermann og Biron spillede hovedrollen. I den polske tronfølgekrig erobrede en russiske hær Danzig, og Ruslands tronkandidat, August 3. af Sachsen, blev konge i Polen. Rusland sikrede sig således sin indflydelse i Polen, og Biron, kejserinde Annas favorit, fik Kurland som polsk len. Under Münnichs overanførsel førtes der 1735—1739 en krig med Tyrkiet. Azov og Otschakov stormedes, tyrkerne blev slåede ved Stavutschani 1739, og fæstningen Chotin erobredes. Men Ruslands forbundsfælle, Østrig, førte krigen uden eftertryk og sluttede 18. september 1739 den overilede fred ved Beograd. Rusland måtte tiltræde denne og atter udlevere, hvad det havde erobret med undtagelse af Azov, som dog blev sløjfet.
Ruslands historie Efter Anna fulgte den umyndige Ivan 6. (1740—1741), søn af hendes niece Anna Leopoldovna og hertug Anton Ulrik af Braunschweig, under Birons, og da denne styrtedes af München, under moderens regentskab. Men Anna viste sig ikke sin stilling voksen, og da hun i den udenrigske politik sluttede sig til Østrig, trådte Münnich tilbage. Ved en sammensværgelse blev regeringen styrtet, den 2-årige Ivan blev sendt til Schlüsselburg, Anna og hendes gemal fik ophold i Kholmogor og München og Ostermann blev sendt til Sibirien. Derpå udråbte de sammensvorne Peter den Stores yngste datter Elisabeth (1741—1762) til kejserinde. Under Frankrigs påvirkning havde svenskerne allerede i sommeren 1741 begyndt en krig mod Rusland, men var blevet slåede 3. september 1741 ved Vilmanstrand. Endnu uheldigere forløb felttoget for svenskerne 1742, idet de måtte prisgive fæstningen Frederikshamn med betydelige forråd, og en svensk hær på 17.000 mand måtte strække våben i Helsingfors. Næsten hele Finland faldt i russernes hænder, men ved Freden i Åbo 4. juli 1743 blev det erobrede land givet tilbage til Sverige, efter at det svenske rigsråd på Elisabeths ønske havde valgt den russiske tronfølgers onkel, hertug Adolf Fredrik af Holsten, til svensk tronfølger. Rusland beholdt kun Kymmenegård og Nyslott. Elisabeths hof i Sankt Petersborg var en tumleplads for de europæiske hoffers rænker, og udenrigsministeren, grev Bestuschev, var yderst tilgængelig for fremmed indflydelse. I den østrigske arvefølgekrig stillede han sig på Englands og Østrigs side, og ved at opstille russiske hære indvirkede han på fredsslutningerne i Dresden og Aachen. I syvårskrigen stod Elisabeth på Østrigs side, og sejrene ved Grossjägerndorff og Kunersdorf viste, at Ruslands hære allerede var i stand til at tage kampen op med Vesteuropas. Under Elisabeths regering fortrængtes den tyske indflydelse af den franske. 1755 grundlagdes i Moskva det første universitet, og 1757 stiftedes i Sankt Petersborg »Akademiet for de skønne Kunster«.